PÅ DET SENESTE HAR JEG..

week3Prøvet en hår-behandling der hedder Nioplex hos den sødeste frisør Mie fra The Chair som ligger på Store Strandstræde. Kuren er med til at beskytte og genopbygge håret, og jeg er SÅ glad for resultatet og skal helt sikkert forbi igen om et par måneder når mit hår trænger igen. Om eftermiddagen tog Nicolai og jeg (efter mit ønske.. hæ hæ) ud til Ludolph isbutik på Strandvejen og købte verdens største soft ice. Vi sluttede dagen af med gåtur og sol i ansigtet ved vandet. week1Været ude og lufte mine nye slip-ons som jeg lige har skrevet om her, samt min nye stjerne og månering fra Månesten selvfølgelig sat sammen med yndlings ringen fra Carré.

Jeg har også duftet og kigget på fantastiske nyheder fra det ikoniske beautybrand Decléor som jeg er vildt fan af. Ville ønske hele min badeværelsehylde kunne bestå kun af det..

week2Stået på loppemarked til Tradono Fashion Flea og efterfølgende overgivet min gravide krop til dynen og Prison Break på Netflix. Det nu heller ikke dårligt..

Den dag jeg opdagede to magiske streger

I dag har jeg tænkt mig at tage jer en tur ned af Memory Lane, hvor jeg spoler hukommelsen tilbage til d.13 november 2016, for at fortælle jer om den dag jeg opdagede at jeg var gravid!

D.13 november 2016 var en søndag og derudover var det også min mors fødselsdag. Jeg var allerede taget op til mine forældre i Birkerød om lørdagen for at holde weekend på “landet”.. Nicolai var i Sydafrika til en golfturnering og jeg kan huske at jeg savnede ham, for han havde været væk hele ugen og ville først lande i DK mandag formiddag. Om lørdagen var jeg sååå træt, og jeg kunne nærmest ikke holde øjnene åbne efter kl.20.. Jeg endte derfor med at gå virkelig tidligt i seng, og jeg husker hvordan jeg syntes det var liiidt underligt, men tænkte ikke yderligere over det. Jeg vågnede tidligt om søndagen, og da jeg tager mit tøj på bliver jeg helt svimmel. Jeg er nok ved at blive syg, er min første indskydelse. Efter hyggelig fødselsdagsfrokost hos min forældre, beslutter jeg mig for at tage hjem, da jeg stadigvæk var træt i kroppen og følte der var noget anderledes i min krop, en tanke jeg ikke kunne slippe.

På vej hjem begyndte mine tanker at løbe løbsk.. Jeg var jo faktisk gået 3 dage over, og hvad betød de her tegn som min krop havde prøvede at fortælle mig de seneste par dage? Den ene tanke tog den anden, og lige pludselig stod jeg febrilsk nede i Føtex i jagten efter en graviditetstest. Hurtigt hen til selvbetjeningskassen og så bare H-J-E-M. Jeg har på det her tidspunkt ikke andet i hovedet end den goddamn test, og det kan ikke gå hurtigt nok med at få tisset på den lyserøde pind! Jeg skal i kampens hede ikke tisse, så jeg bælder 1 liter vand for derefter at rende rundt i cirkler i lejligheden for at få det til at gå hurtigere. Endelig skal jeg tisse! Jeg kan læse på pakken at man skal vente tre minutter på resultatet, så jeg lader pinden blive på toilettet. Jeg kigger dog lige på den og der kommer rigtig hurtigt én streg, så jeg når allerede at antage, at det bare er ren indbildning og jeg selvfølgelig ikke er gravid! Efter 3-4 min kigger jeg ud på testen igen. Den ene streg er stadig meget tydelig, men WTF!! Er der kommet en lille tynd streg til? Tankerne farer seriøst rundt oppe i hovedet på mig. 2 STREGER? ER JEG GRAVID?

cat-gravid

Det første elegante move jeg kan komme på, er at sende et billede af testen til min kloge mor med teksten “Mor… Hvad ser du her???” Havde egentlig troet jeg ville reagere lidt mere tjekket, men tankerne farer rundt i hovedet på mig, og jeg kan slet ikke fatte hvad der er ved at ske. Min mor ringer mig op nærmest sekundet efter, og siger at hun ser to streger, men hun syntes jeg skal prøve at tage en til test. I mellemtiden har jeg selvfølgelig ringet til Katrine som er ude og besøge sin farmor. Hun ved godt det her er et stort øjeblik, så hun smider alt hvad hun har i hænderne og skynder sig hen til mig. Vi aftaler at jeg tager den næste test når hun er her….

Katrine ankommer til Nørrebro efter 30 min, og vi går selvfølgelig straks i gang med operation-graviditetstest version II. Jeg render rundt i lejligheden og tør næsten ikke tage nr. 2 test. Katrine syntes det er SÅ vildt, så hun har selvfølgelig fundet mobilen frem og står og filmer mig til vores ‘interne mindekartotek’ som hun siger. Jeg har faktisk ikke set den film efterfølgende, men kan forestille mig den er lidt sjov. Inde i mit hoved prøver jeg at få styr på mine tanker omkring hvad jeg egentlig ønsker af resultat på test nr. 2… Jeg kan heldigvis mærke helt ned i maven at jeg ønsker der er 2 streger, så jeg går ud og tisser igen. Efter tre minutter, kigger vi ud til den sammen. Der er TO streger, det kan vi begge se, og nu er jeg ikke i tvivl.. Jeg er gravid, jeg skal være mor, og Nicolai og jeg skal have en lille familie. Jeg er hele følelsesregistret igennem og både griner og græder. Det sitrer i kroppen på mig efter at ringe og fortælle det til Nicolai, men jeg ved at han lige om lidt går ombord på flyet, og så skal han sidde i 10 timer inden han lander i DK. Jeg beslutter hurtigt, at det er bedst at vente med at sige det til om mandagen når vi sidder overfor hinanden.

gravid-cat-daily

….. Hele historien om hvordan jeg fortæller det til Nicolai, og hvordan han reagerer på titlen som far, syntes jeg vi skal vente med, da dette indlæg ellers vil blive en halv roman. Stay tuned <3

GRAVID UGE 27 #preggolife

img_0170

Hermed et lille look fra i går hvor vi var nede og spise aftensmad. Min lille ‘Easter Egg baby’ er ved at være pæn stor efterhånden, men det er der ikke noget at sige til, for jeg har nu under 100 dage til termin, og jeg er netop gået ind i uge 27. Trods lidt for meget arbejde de seneste par uger der har resulteret i smerter og lidt for hyppige plukveer går alt virkelig fantastisk, og jeg har haft det upåklageligt lige siden jeg gik på påskeferie, så jeg havde nok bare brug for lidt ro og afslapning. Baby sparker stadig helt vildt, og han er dejlig aktiv hver dag. Jeg føler jeg begynder at knytte et helt specielt bånd til det lille kærlighedsvæsen der tumler rundt i maven allerede, og vi er begge så spændte på at møde ham. Navnet holder vi hemmeligt indtil fødslen, men jeg tror endelig vi er ved at sætte os fast på et, meeeen om det også bliver det efter vi har mødt ham, det kan jeg dog ikke love :-D Jeg skal nok også fortælle om de navne vi har været inde over bagefter hvis I er nysgerrige..

Hormoner, baby og en ubehagelig scanning

I går kl.18.30 havde Nicolai og jeg endelig tid til den obligatoriske ‘misdannelsesscanning’, som man får hos det offentlige når den gravide er omkring uge 20. Vi hører til på Rigshospitalet.

Jeg havde dagene op til kunne mærke hvordan nervøsitet og frygten for, om der mon kunne være noget galt, lige så stille var ved at overmande mig, og da vi sad der i det kolde og helt tomme venteværelse, begyndte følelserne at tage overhånd og jeg blev virkelig ked af det. Som ramt af en kæmpe hormon-bombe sådan helt out of nowhere. #preggolife
Jeg kunne ikke helt sætte prop på de udstrømmende hormonerne, nu da jeg først havde åbnet op, derfor var det også svært at skjule min nervøsitet, da vi blev kaldt ind. Jeg så med det samme, at jordmorderen/sygeplejersken/lægen, som kaldte mit navn, ikke så særlig rar ud. Ingen venlig øjenkontakt eller blødt håndtryk. Det skulle selvfølgelig ikke have indflydelse på oplevelsen, så besluttede at mande mig op og hurtigt lægge mig på briksen så vi kunne komme i gang med det, som jeg egentlig have set rigtig meget frem til, nemlig at se vores lille kærlighedsbaby.
Vi får ingen introduktion til hvad der skal foregå, og hun går bare i gang med at scanne mig. Jeg havde på forhånd aftalt med mig selv, at jeg ikke ville holde tilbage med spørgsmål, hvis der var noget jeg gerne ville vide. Jordemoderen var desværre som frygtet helt tom for ord eller forklaringer om hvad hun lavede, hvad hun tjekkede for, og hvad det lige var man så på skærmen. Jeg prøvede ihærdigt at stille så mange spørgsmål jeg kunne. ”Hvad er det man ser nu?” ”Kan du fortælle lidt om de ting du undersøger?” ”Du siger hvis der er noget der ikke er som det skal være ikke…?”
Hun er generelt meget stille og mekanisk, og nogle gange kommer der små kommentarer fra hende, men det er næsten så lavt at jeg bliver i tvivl om det er til os. Jeg kan faktisk ikke høre hvad hun siger, og bliver igen usikker på om det er fordi der er noget galt.
Pludselig kommer babys ansigt op på skærmen i 3D format, og jeg kan se at han ligner Nicolai helt vildt meget. Det gør mig glad, og jeg får endelig et smil på læben og får tørret tårerne væk for en stund. Jordmorderen er stadigvæk i mekanisk robot-mode, så selvom stemningen bliver løsnet lidt op, i form af vores smil og små grin, hjælper det ikke på hendes tilsyneladende dårlige humør.
Efter en times scanning og et par ubehagelige skub på maven, fortæller hun os endelig at baby ser helt fin ud. Hun kigger dog hverken hen på mig eller Nicolai når hun fortæller det dejlige nyhed, og Nicolai får faktisk spurgt hende igen, bare for at være helt sikre, om alt nu var fint og godt – fordi vi bliver utrygge ved hendes måde at være på.

Men alt fint gentager hun, og jeg puster lettet ud, og klemmer hårdt i Nicolais hånd. Så kan jeg godt rejse mig, siger hun og spørger om jeg har min vandrejournal med. Jeg farer op og henter den til hende, med følelsen af om hun egentlig syntes vi spilder hendes tid. Hun tager den og skriver nogle kruseduller i journalen uden at sige hvad hun skriver, afleverer den til mig og er hurtigt ude af døren. Ikke noget håndtryk, smil eller tillykke.. Nothing..
Bagefter kan jeg ikke komme hurtigt nok ud fra hospitalet. Jeg har en underlig følelse i kroppen. Lykkelig over at vores baby er helt perfekt og fin, men målløs og ked af det over at blive behandlet sådan. Det kan godt være at klokken er blevet 19.30, og hun har været i gang hele dagen og egentlig bare vil hjem og se “Gift ved første blik” på DR1, men hun har altså med mennesker at gøre i hendes fag, og det kunne man bare slet ikke mærke.
Som I nok kan fornemme, ud fra det her pææænt lange blog-post, så har den her oplevelse desværre har sat sig ret dybt i mig. Det skal lige siges, at jeg af natur ikke er et brokke-hovedet, jeg klager meget sjældent og kan sagtens affinde mig med de fleste ting. Men det her er bare en KÆMPE ting sådan en scanning. En dato som har stået med kæmpe sprittusch i kalenderen lige siden datoen blev sat. Nervøs og gravid for første gang og så bliver man bare ramt i hovedet med en hammer af det offentlige.. Jeg ved godt at det bestemt ikke er alle der er sådan, og at der også sidder nogle fantastiske læger derude – dem har jeg heldigvis også mødt. Måske man bare skal igennem de dumme af slagsen også, for at værdsætte dem der virkelig brænder for deres fag.

Er der andre der også har nogle dumme oplevelser med læger, hospitaler og robot-jordemødre?

catdailybaby

Psst… Måske I kan gætte det udfra tøjet, men det er en lille dreng vi venter <3 Det har vi faktisk vidst et godt stykke tid, siden vi fik en kønscanning i uge 16 hos Lille Liv Kbh som jeg klart kan anbefale alle at gøre <3

WHEN TWO BECOME THREE

bayyyyylove

… jeg er gravid…. Og jeg kan godt sige jer, at sådan en stor hemmelighed har været svær ikke at fortælle! De sidste tre måneder har desværre ikke været en dans på roser, da jeg har været underlagt af konstant kvalme, daglig opkast og umenneskelig træthed. Det er faktisk en hel lettelse endelig, at kunne fortælle hvordan jeg har haft det, og forhåbentlig forstår I bedre nu, hvorfor der har været lidt stille herinde og på Instagram. De sidste par måneder har jeg bogstavelig talt ikke lavet andet end at sove, have hovedet i toilettet og selvfølgelig vigtigst af alt været udenom spændt og lykkelig over det nye kapitel I vores liv som snart begynder !

Jeg er netop gået ind i uge 15, og kvalmen er så småt begyndt at aftage, men jeg slipper dog stadig ikke for opkast om morgenen inden jeg tager på arbejde… Om jeg har fået nogen bule på maven, tænker du måske? Tjo.. I hvertfald om aftenen syntes jeg min mave begynder at virke stor, og der er da også bukser jeg ikke kan lukke mere, men den helt store babybule har jeg altså ikke endnu ;-)

Jeg garanterer at det ikke bliver det sidste babysnak som i får fra mig, så jeg håber I er klar på at følge med fra sidelinjen <3

Older posts