Han drikker meget, men er det et problem? Tre tegn, du skal kende

Mange kvinder lever med en mand, der drikker sig lidt for fuld en gang imellem. Det kan der være flere grunde til. Nogle af os bliver irriterede over altid at være hende, der altid skal køre hjem. Andre bærer over. Men for nogle bliver alkoholen en større belastning for parforholdet, end spørgsmålet om, hvis lomme bilnøglerne skal ligge i. De oplever, hvordan de holder op med at se festaben, når de ser på deres mand, og i stedet ser alkoholikeren.

 

De fleste vil nok sige, at udviklingen sker gradvist. Det kan nemlig være svært at sætte fingeren på, hvor mange genstande om dagen, der skal til, før alkohol bliver et problem. Nogen kan leve et normalt liv i mange år uden at udvikle sig til misbruger, mens andre oplever hverdagen falde fra hinanden på et forbrug, der er væsentligt. Men hvis det ikke er mængden, der afgør om man har et alkoholproblem, hvad er det så?

 

Hvis du bor sammen med en mand der drikker meget, er det dig, der er nærmest til at afgøre, om han har et alkoholproblem. Du ved nemlig bedst, hvad der udgør et problem for dig, og det kan meget vel være din mands forhold til alkohol.

 

Ølkassetesten

Alligevel kan mange kvinder gå og være usikre i årevis. Derfor kan det give ro i maven at se på nogle konkrete tegn, der indicerer om din mand har et alkoholproblem. Det første af dem er ølkassetesten, der går ud på at undersøge, om han kan lade alkoholen stå i en måned. Testen er enkel. Man køber en kasse øl og stiller den ud på altanen. Så aftaler man med sin mand, at den skal stå urørt dér i 30 dage. Kan han dét, har han nok ikke et alkoholproblem.

 

Et andet tegn på alkoholproblemer er, hvis der ligger hemmelige lagre af øl og vinflasker rundt omkring i skabe, skuffer, haveskure og carporte. Hvis der er noget, han prøver at holde skjult, er det  ofte fordi, der er en grund til det.

 

Kommer det dertil, at din mand tager på så voldsomme drukture, at han får blackout og intet kan huske, bør der ringe en alarmklokke. Jævnlige blackouts er ikke normalt, uanset, hvordan han reagerer på det dagen efter.

 

Mange partnere til alkoholikere oplever at blive såkaldt medafhængige, hvor de ubevidst kommer til at deltage i det liv, hvor alkoholen står i centrum. Derfor er noget af det bedste, du kan gøre for dig selv, at sige fra overfor løgne og fortielser. Lad alkoholproblemet blive ved den, som har det; lad det ikke sprede sig til dig også. Kun sådan, kan du drage omsorg for dig selv.

 

Prøv alkoholfrie alternativer

Der findes i dag en masse alkoholfrie alternativer til f.eks. gin og rom, så man kan også tænke disse produkter ind i sin husholdning, så når trangen til en drink kommer, så kan man lave sig en alkoholfri Gin & Tonic.